| Billedbehandler på hjemmesiden m.m. 06-08-2003 04:45:41 |
| Hej Alle :-)
Dette nyhedsbrev indeholder: - Ny funktion: Billedredigering - Din kat på forsiden - Hjemmesiden har fået et favicon - En hyldest til Marianne & Co. - Sletning af indlæg i nyhedsgruppen - Serverfejl Ny funktion: Billedredigering ----------------------------- Jeg er ualmindelig glad for, at kunne præsentere et nyt lille værktøj på NG'ens hjemmeside, i form af en billedbehandler. Her kan du klippe en del af et fotografi ud, og bestemme størrelsen på det færdige billede. Værktøjet er først og fremmest en hjælp til Jer der ikke kender så meget til billedredigering, men alle er naturligvis velkommen til at benytte den. Log på og klik på "Billedredigering" i brugermenuen. Jeg har testet efter alle kunstens regler, skulle der alligevel være sluppet en fejl igennem, så send mig lige en hilsen... Din kat på forsiden ----------------------------- Jeg manglede lidt at pynte med på forsiden, og fandt på dette koncept da jeg i albummene faldt over det skønneste billede af en perserkilling. Den kan nu ses på forsiden, og jeg har her også lavet et link til en vejledning, der fortæller lidt om hvad der kræves. Det er ikke mange billeder jeg har fået tilsendt ... og det er min egen skyld, da kravene er temmelig skrappe :-) I vejledningen står der hvordan man forbereder billedet til forsiden, såfremt man selv har mulighed for at lave det færdigt. Men der står også at webmoster gerne klarer den del af det, hvis man ikke selv kan. Derfor... vær ikke bange for at sende nogle forslag. Det kan godt være du ikke mener du har de store talenter udi fotograferingens kunst, men derfor kan du sagtens have billeder i gemmeren, der kvalificerer sig til forsiden. Jeg har her listet de vigtigste krav: 1. Katten på billedet skal være din 2. Der skal være oprettet en profil på katten 3. Billedet skal være skarpt 4. Katten må ikke have "blitz-øjne" 5. Der må ikke være genstande foran motivet 6. Fotografér med høj opløsning i dagslys ... og sidst men ikke mindst - du skal kunne tage en besked om at prøve igen med et smil :-) Forsiden er det første indtryk folk får af vores hjemmeside, så her går vi _ikke_ på kompromis med kvaliteten. Billedet skifter fremover hver uge. Da jeg foreløbig kun har 2 billeder, bliver de derfor vist hver anden uge ;-) Skulle mit opråb her give folk blod på tanden, vil intervallet blive nedsat til 3-4 dage. Hjemmesiden har fået et favicon ------------------------------- Ordet favicon er en sammentrækning af det engelske "Favorite icon". Konceptet blev opfundet af Microsoft i browseren Internet Explorer, og er et lille ikon der bliver vist når man føjer en side til sine foretrukne (eller bogmærker som det også kaldes). I engelske browserversioner hedder menuen foretrukne "Favorites", og deraf navnet favorite icon (favicon). Hjemmesidens favicon er den lille gule katte-smiley, som også huserer i den online newsreader. Hvis du vil kunne se favicon'et, skal du føje NG'ens hjemmesiden til dine foretrukne og derefter klikke på den. Hvis du allerede har siden i dine foretrukne, skal du slette den, tilføje den igen og klikke på den. Kommer den stadig ikke frem hjælper det sommetider at trække lidt i adresseliniens ikon med musen.... ja, *suk* det er ikke helt gennemtænkt fra Microsoft's side ;-) En hyldest til Marianne & Co. ------------------------------ Jeg _må_ simpelthen benytte lejligheden til at sende en klapsavle i retning af Marianne og de andre seje kvinder, der med stædig "vi-finder-os-ikke-i-dyremishandling"-attitude igen har præsteret en redningsaktion af en stakkels mormis og hendes dejlige killinger. Der lød et råb om hjælp, og straks var en mindre hær på vej, fast besluttet på at give familien en fremtid i kærlige hjem. Jeg er sikker på jeg taler på vegne af mange i gruppen, når jeg siger at Jeres bedrift er særdeles beundringsværdig. Der kan lyde mange kritiske toner i gruppen, men når det virkelig gælder er der et sammenhold, som ikke ses ret mange andre steder end i dk.fritid.dyr.kat. Hurra for det! :-) Sletning af indlæg i nyhedsgruppen ---------------------------------- I nyhedsgruppen har der de sidste par dage, været snakket lidt om hvorvidt indlæg kan slettes når først de er sendt til nyhedsgruppen. I den forbindelse vil jeg gerne komme med et par bevingede ord :-) Usenet er et distribueret system. Dvs. at dit indlæg sendes videre til utallige servere verden over, kort efter du har sendt det. De fleste news-programmer har en funktion til at slette indlægget fra serveren igen, såfremt man fortryder at have sendt det. Det der sker når man bruger denne funktion, er at der sendes en annulleringsforespørgsel til serveren. Forespørgslen sendes videre til alle andre servere, så i princippet burde det resultere i en total sletning. Problemet er bare, at langtfra alle servere er indstillet til at acceptere sletning. Der kan også ske fejl der gør at nogen servere aldrig modtager slette-forespørgslen. Desuden kan de brugere der allerede har hentet indlægget ned på pc'en, til hver en tid læse det igen. Derfor at det absolut ikke en funktion man kan regne med. Dertil skal siges at langt de fleste newsservere kun beholder indlæg et sted mellem 2 uger og 3 måneder. Men der er også dem der gemmer rub og stub som det f.eks. er tilfældes hos Google. Her kan man finde indlæg helt tilbage til 1981. Serverfejl ---------------------------------- Der har været lidt knas med hjemmesiden på det seneste. Min bedre halvdel har haft et oprydningsflip med dertil hørende tekniske bommerter ... det skulle dog være overstået nu ;-) Carsten Sørensen der gavmildt lægger plads til alle billederne i brugernes album, oplever lidt problemer i øjeblikket, men han arbejder flittigt på at løse problemet. Det var vidst rigeligt herfra i denne omgang.. Fortsat go' pinse Med venlig hilsen Jette webmoster@dk-fritid-dyr-kat.dk |